Har man sagt A, må man også sige B

Efter 27 år på arbejdsmarkedet kunne Bente Rasmussen endelig få sig en morgenrutine, der ikke stred imod hendes natur. Det skete, da hendes arbejdsgiver, Poul Viller, indførte B-mødetider i virksomheden Excel Data. -- Foto: Scanpix.
Efter 27 år på arbejdsmarkedet kunne Bente Rasmussen endelig få sig en morgenrutine, der ikke stred imod hendes natur. Det skete, da hendes arbejdsgiver, Poul Viller, indførte B-mødetider i virksomheden Excel Data. -- Foto: Scanpix.

Bente Rasmussen vågner i bilen. Sådan har det altid været. Hun tvinger sig selv til at gå tidligt i seng, men er alligevel altid træt, når hun står op, og så er det, at hovedet ikke følger med kroppen, og hun først begynder at vågne rigtigt et godt stykke henne i den én time lange køretur til arbejde. Ofte er det ikke engang nok. Klokken bliver gerne over ti, før alle kontakter bliver tændt inden i hende, og hjernen lyser, som den skal.

Eller, sådan var det indtil for halvanden måned siden. Da spurgte hendes direktør, om der egentlig var nogen, der havde lyst til at møde senere end 8.15, der var normalen.

Den skulle 44-årige Bente Rasmussen ikke tænke længe over. Efter 27 år på arbejdsmarkedet kunne hun endelig få sig en morgenrutine, der ikke stred imod hendes natur.

-- Jeg er nok det, man kalder et rigtigt B-menneske og har aldrig været frisk om morgenen. Og det har altid været et problem, for så bliver indgangen til arbejdet præget af, at jeg SKAL af sted, selvom jeg er uoplagt. Jobbet bliver noget, der presses ned over mig. Nu, hvor jeg er begyndt at møde klokken 10, er arbejdet blevet en naturlig del af min dag. Det er en naturlig del af min rytme, og jeg er meget mere oplagt og glad for at arbejde lige fra det øjeblik, jeg træder ind ad døren, forklarer hun.

Bente Rasmussen er én af tre medarbejdere hos Excel Data i Herning, der foreløbigt har taget imod administrerende direktør Poul Villers tilbud til alle om at starte på arbejde senere end klokken 8.15. Én starter også klokken 10 og én klokken 9.30.

Og indtil videre fungerer det fint. I starten skulle Bente Rasmussen vænne sig af med følelsen af at pjække to timer hver morgen. Og medarbejderne i den 50 mand store konsulentvirksomhed skulle vænne sig til kun at lægge møder mellem klokken 10 og 16, så både A- og B-menneskene kunne være med.

Direktør Poul Viller er da også godt tilfreds. Det var hans egen idé at indføre B-mødetider, uden at nogen egentlig havde bedt om det. Excel Data har tradition for at være langt fremme med nye arbejdsformer og var blandt de første, der indførte hjemmearbejdspladser. Og B-mødetider var en spændende ny tendens, som også kunne være med til at brande virksomheden, mente han. Det ville således komme alle til gode. Og foreløbig er det gået, som han havde håbet.

-- Jeg kan mærke, at jeg har fået nogle mere tilfredse medarbejdere, der samtidig også er mere effektive, forklarer han.

Der er dog også en anden dagsorden. Den er ikke nær så vigtig, men den er der.

-- Jeg er selv B-menneske og kan jo mærke, at jeg ikke topper klokken 8.15 om morgenen. Og så synes jeg faktisk, at det er rimeligt at være fleksibel over for dem, der gerne vil møde senere, når vi nu i mange år har været fleksible over for dem, der gerne vil gå tidligere for at hente børn. Har man sagt A, kan man også sige B. Jeg synes, der hersker en form for A-tyranni på den måde, at samfundet rynker på næsen af folk, der møder sent og kalder det "direktørtid", hvorimod det er helt i orden at møde tidligere. Og det er den her idé måske også et lille oprør imod, siger Poul Viller.

Selvfølgelig har der været forbehold. Risikerer man at ødelægge flowet i arbejdsgangen og gøre det besværligt med kundebesøg, når nu resten af samfundet stadig er indrettet efter et 8-16-skema? Og hvad med jalousi medarbejderne imellem, for nogle har jo en funktion, der gør, at de er tvunget til at møde klokken 8.15.

Men de bekymringer er gjort til skamme. Tilbagemeldingerne har indtil videre kun været positive. Endnu har der ikke været reaktioner fra andre virksomheder, fordi ordningen er helt ny, men de kommer nok. Og Poul Viller regner med, at de også bliver positive.

Der er faktisk kun ét problem med B-mødetiderne.

-- Jeg ville enormt gerne selv møde senere. Det ville passe langt bedre ind i min rytme, men som direktør går den ikke. Jeg er nødt til at være til rådighed fra morgenens start, ærgerligt nok.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk